SPOT ON: FORMAT Biograf
Drevet af passion og klare visioner
I hjertet af Ballerup, omfavnet af en moderne og indbydende foyer, emmer FORMAT af en atmosfære, der hylder ekstraordinære filmoplevelser. Denne artikel inviterer dig ind i FORMAT biografens verden, hvor ejerne, Jan Boye Thomsen og Mads Viktorius, deler deres dybfølte passion og visioner for biografen. FORMAT er mere end blot et sted, hvor film vises; det er et resultat af ejernes dedikation og ønsket om at skabe et rum, der omfavner mere end bare film – et sted, hvor magien ved det store lærred, den dybe lyd og fællesskabet i biografsalen er i centrum.
Biografens genfødsel
På ruinerne af den tidligere nedlagte Baltoppen Bio har FORMAT rejst sig som en ny stjerne i Ballerup Centret. Med splinternye sale, foyer og topmoderne teknologi har biografen forvandlet sig til en konkurrencedygtig kulturoplevelse. FORMAT tilbyder ultimativ komfort og bevarer samtidig Baltoppens unikke dybde og sjæl. Mads, medejer af FORMAT, fortæller om deres dedikation til at skabe den bedste biografoplevelse. Fra det flydende gulv, der sikrer optimal lyd, til den spektakulære atmosfære før filmen begynder, har de tænkt på hver eneste detalje.
Mads beskriver biografen: ”Vi har et såkaldt flydende gulv, bestående af skumgummiklodser i tusindvis spredt ud med støbt gulv ovenpå, der gør, at lyden forbliver i de enkelte sale. Med et lydtryk på 105 db kan man stadig intet høre i de mindre sale. Kommer man inden reklamerne, vil man opleve vores ambience i salen med projekterede billeder på vægge og lærred samt dæmpet lyd”.
Jan og Mads har også integreret deres kærlighed til film ved at inkludere den legendariske gyser-kultklassiker, The Shining, i biografens udtryk.

Filmoplevelsen er en helhedsoplevelse - hver detalje tæller
Som beskrevet har Jan og Mads kombineret deres tekniske ekspertise med charme, varme og høj service for at skabe en komplet oplevelse for biografgæsterne. Inspireret af biografens tema, The Shining, har de introduceret en unik biografservice kaldet 'Roomservice'. Dette tiltag tillader gæsterne at forudbestille popcorn, sodavand og snacks, som bliver placeret på deres sæde ved ankomst – alt sammen uden ekstra omkostninger.
Jan Boye Thomsen, medejer af Format, udtaler: ”Det hele handler i bund og grund om, at vi ønsker, at vores gæster får ’value for money’. Vi er til for kundernes skyld. Det er deres ønsker og udsagn, som vi retter os mod. Jeg har altid set det som en stor vision, at når man driver biograf, at man er i stand til at være en katalysator for hvad der rør sig. Vi er også en kulturinstitution, der skal afspejle tidens ånd og mangfoldighed. Vi skal være garant for at alle interesser bliver hørt i en by som Ballerup, og vi skal være i stand til at omsætte det i pris og komfort”.

Fællesskab i fokus hos FORMAT
Selvom begrebet ’value for money’ er centralt for FORMATs vision, så er fællesskabet kernen i biografoplevelsen, uanset om du går i biografen alene eller med venner. FORMAT er ingen undtagelse, og skaber øjeblikke der strækker sig ud over blot filmoplevelsen. Jan fortæller om en tradition, de har bevaret fra Baltoppen, hvor gæsterne nytårsdag inviteres til et glas bobler, kransekage og en klassisk musicalfilm, mens de deler tanker om det forgangne år.
Mads tilføjer: ”Biografen er et sted, hvor vi deler energi og følelser, grin og tårer. Det er fællesskabet, der gør det så særligt. Selv gamle klassikere trækker folk til, for det er følelsen af samhørighed, der betyder noget. FORMAT engagerer sig også i lokale initiativer som filmklubber og samarbejder med spisesteder i Ballerup, hvilket styrker det lokale fællesskab omkring biografen”.
FORMAT er mere end blot en biograf; det er en passioneret fortælling om kærlighed til filmkunsten og ønsket om at skabe et lokalt fællesskab omkring biografoplevelsen. Med ejernes hengivenhed og støtte fra lokalsamfundet har FORMAT indtaget sin plads som hjertet af Ballerups biografverden. Næste gang du træder ind i denne magiske biograf, husk, at det er mere end blot en film – det er en hyldest til biografens fortryllende univers.
