Biografmarkedet

Næsten en halv million biografgæster - på bare én uge!

22 oktober, 2025

Forrige uge bød på efterårsferie, og traditionen tro var det en af årets absolut største uger i biografkalenderen. Men i år var der tale om noget helt særligt; uge 42 blev en af de største uger, vi har haft i biografen i flere år med hele 476.000 biografgæster i løbet af ugen.

Det markerer den største efterårsferie siden 2021, hvor den seneste James Bond film, No Time To Die, bragede igennem i biografen. Faktisk var billetsalget i sidste uge henholdsvis 48% og 61% større end efterårsferien de to forrige år.

En stor del af succesen kan tilskrives Anders Thomas Jensens rå komedie Den sidste viking. Den stjernespækkede film dominerede billetsalget og solgte over imponerende 200.000 billetter alene i efterårsferien. På familiefilmene var det især Børnene fra Sølvgade 2 - tager kampen op som trak glade børnefamilier ind i landets biografer med over 80.000 solgte billetter i løbet af ugen.

Der har været optræk til et stort Q4 i biograferne, hvor det samlede billetsalg gerne skulle ’stikke af’ i forhold til 2023 og 2024 – men med den vilde efterårsferie, ser billetsalget ud til at kunne overgå vores forventninger. Der er flere store og spændende titler på vej, blandt andet med musik biopic’en Springsteen: Deliver Me From Nowhere, Paprika Steens Det nye år, Disneys store animationsfamiliefilm Zootropolis 2, og særligt Avatar: Fire & Ash som kommer til at afslutte året med manér.