Derfor samles de unge om gys i biografen
Gyserfilmen har en helt særlig position i biografen. Hjemme i stuen kan man gemme sig bag en pude eller trykke pause, men i biografmørket er der ingen flugtveje. Oplevelsen forstærkes af det store lærred, den omsluttende lyd og en fyldt sal, der gennemlever det samme kollektive gys. Gysere er dertil en udpræget social genre præget af høj samsening, hvor publikum ofte ankommer i grupper på tre personer eller flere.
Samtidig er gyser en af de mest effektive genrer til at engagere de unge. Tal fra FilmMonitor viser, at to ud af tre biografgængere til gyserfilm ofte er under 30 år. Målgruppen opdager i høj grad filmene via sociale medier og online fællesskaber, hvor viralitet og stærk word-of-mouth kan være med til at drive billetsalget.
Det har også åbnet filmstudiernes øjne for en lukrativ forretningsmodel: Hvor f.eks. superheltefilm kræver milliardbudgetter, kan horrorfilm ofte skabes for beskedne millionbeløb og generere et stort afkast. Genren er drevet af konceptet, gyset og et loyalt fandom, hvilket giver annoncører en unik mulighed for at møde et ungt og engageret publikum i et miljø med fuld opmærksomhed.

Backrooms. Copyright: Nordisk Film Distribution
Obsession og Backrooms
Denne dynamik blev for alvor cementeret i løbet af sommeren med de to store gyserfænomener Obsession og Backrooms. Begge film er skabt af unge, visionære instruktører med rødder på YouTube og Reddit, og tilsammen har de to titler solgt omtrent 200.000 billetter i de danske biografer.
Profilen på publikum til begge film taler sit eget tydelige sprog: Over 60% af publikum var under 30 år med en lige kønsfordeling på 50/50. Hver tredje var en del af en flok på fire personer eller flere i biografen, og filmene var derfor drevet af høj samsening.
Særligt Obsession leverede et af de mest usædvanlige forløb i nyere biografhistorie. Filmen opnåede en global omsætning i omegnen af en halv milliard dollars mod et mikroskopisk budget på under én million dollars. I Danmark demonstrerede filmen en usædvanlig flad burn factor-kurve: Hvor de fleste film mister pusten efter nogle uger efter biografpremiere, formåede Obsession at fastholde sit billetsalg uge efter uge hen over hele sommeren, drevet af hype på sociale medier og word-of-mouth blandt de unge.

Resident Evil. Copyright: SF Studios
En stærk fremtid i vente for gysergenren
I dag, den 17. september, lander en af årets mest imødesete gysertitler, når Resident Evil rammer de danske biografer. Filmen er en mørk, intens og original nyfortolkning af det ikoniske computerspil, instrueret af den visionære gyserskaber Zach Cregger, der tidligere har stået bag anmelderroste gyserfilm som Barbarian og Weapons. Med Creggers kompromisløse instruktion og en stærk, etableret fanbase er forventningerne til filmen tårnhøje, særligt blandt det unge publikum i aldersgruppen 15 til 39 år.
Resident Evil er blot startskuddet på et fortsat stærkt gyser-program i biograferne over de kommende år. Til efterårsferien kan gyserfans også se frem til titler som Other Mommy med Jessica Chastain, og d. 22. oktober lander Warner Bros.’ Clayface, som er DC Studios’ første forsøg inden for gyser og omhandler superskurken af samme navn. Kigger vi videre ind i 2027 fortsætter genren med at udbygge sin position med store film som Robert Eggers’ Werwulf, to film til The Conjuring-universet, samt en genoplivning af både Exorcist- og Blair Witch Project-universerne.
Gyser-genren er i konstant vækst og udvikling, drevet af et dedikeret publikum, der hungrer efter den adrenalin, det sus og den eskapisme, som kun et godt gys kan levere. Genren er sit helt eget USP og leverer et loyalt publikum uden at være afhængig af store stjerneskuespillere eller kendte instruktører.
God fornøjelse i biografmørket!
