Biografmarkedet

Dansk film 2026

27 januar, 2026

Dansk film dominerede biograferne sidste år med et historisk resultat. Hele 3,8 millioner solgte billetter sikrede en markedsandel på imponerende 37 % – det højeste i flere årtier. Fire danske film fandt vej til årets top-5 over de største biografsucceser, hvor første- og andenpladsen gik til Ternet Ninja 3 og Den sidste viking, som begge solgte over 700.000 billetter. Disse resultater fra 2025 bygger solidt på en stærk dansk filmbranche, hvor både etablerede instruktører og nye talenter har skabt film, der taler til et bredt publikum. Succesen vidner om kvalitet, relevans og en fortsat stærk position for biografmediet i Danmark.

Forventningerne til 2026 er dermed tårnhøje, og vi kan allerede nu se frem til endnu flere store filmoplevelser på det store lærred. Året er da også skudt overordentligt godt i gang.

Begyndelser_metaimg_2e4443fe90

Billede: Begyndelser, 15/01/26

Den 15. januar havde det danske drama Begyndelser premiere som en del af Biografklub Danmark. Filmen har fået en forrygende start med både stærke anmeldelser og et billetsalg på over 115.000 billetter pr. 26/1. Dette indikerer, at den formentlig kan snige sig over hele 250.000 billetter samlet set. Allerede i næste uge er der premiere på fjerde kapitel i den folkekære Klassefesten-filmserie, som traditionelt trækker et gennemsnitligt billetsalg på over en halv million.

Vi har rigtig god grund til at glæde os til flere danske film i år: Til august er Hella Joof tilbage for første gang siden publikumssuccesen Meter i sekundet. Denne gang kaster hun sig over Stine Askovs bestseller ”Nøjsomheden”. May el-Toukhy, der stod bag den skelsættende Dronningen fra 2019, vender også tilbage til september med filmen Kvinde, ukendt. Filmen følger en ung kvinde i 1945, som står over for svære overvejelser i forbindelse med sit forestående bryllup med en ældre mand, alt imens hun gemmer på en mørk og farlig hemmelighed.

I oktober får vi fornøjelsen af at se Sofie Gråbøl og Sidse Babett Knudsen spille over for hinanden i filmen De gode mødre. Filmen er en filmatisering af Anne Mette Kirks populære roman ”Dobbeltfejl” og udspiller sig i et lille lokalsamfund omkring en skole, hvor en dreng anklager to andre drenge for et seksuelt overgreb. Dette skaber dyb splid mellem drengenes mødre, der viser sig at ville gå langt for at beskytte deres egne. Samme måned får Det største offer premiere, skabt af den danske Oscar-vinder Anders Walther. Han kaster sig over skandalen omkring pesticidfabrikken Cheminova i Vestjylland med fortællingen om Eva, der arbejder på fabrikken og en dag oplever et skræmmende giftudslip.

Året rundes af med krimi-komedien Svindler, hvor Amanda Collin og Anders W. Berthelsen spiller over for hinanden i en fortælling fyldt med fup, svindel, action og et storstilet kup.

Dette er blot et lille udpluk af de mange stærke og spændende danske film, man kan glæde sig til i 2026.

Kvinde-Ukendt-credit-Andrejs-Strokins

Billede: Kvinde ukendt, 17/09/26