Filmfokus

Filmfokus Q2: Et kvartal i efterfølgernes tegn

22 marts, 2023

Årets første kvartal bliver snart rundet af, og med et samlet billetsalg, der formentlig runder 2,75 mio. billetter, bliver det atter understreget, at biografen står stærkt og bevæger sig mod normalen igen. Danmarks Statistik kunne også for nylig rapportere, at biografbesøgene nærmer sig antallet fra før Covid-19, hvor knap hver fjerde dansker besøgte biografen hvert kvartal i 2022.

Andet kvartal er lige rundt om hjørnet, og med et nyt kvartal kommer der nye film med underholdning i topkvalitet. Denne artikel vil dække nogle af de mest ventede og største film på programmet, der skal holdes øje med, inden de rammer det store lærred. Den store variation i titlerne indikerer, at der vil være noget for enhver smag i biografen, uanset præferencer.

Fedorahatten er ikke hængt på knagen endnu

Biografen har det seneste år budt på gensyn med flere velkendte ansigter såsom Maverick i Top Gun: Maverick og Jake Sully i Avatar: The Way of Water. Den 29. juni vender en anden elsket og imødeset karakter tilbage på det store lærred, efter mere end 14 år, når Harrison Ford vender tilbage i sin ikoniske rolle som Indiana Jones i den femte installation i franchisen. Filmen med titlen INDIANA JONES AND THE DIAL OF DESTINY vil være sidste gang, hvor den 80-årige(!) skuespiller svinger pisken og bærer fedorahatten. Instruktøren for den femte film er James Mangold, som bl.a. er kendt for filmene Ford v Ferrari samt Logan, og vil være et frisk pust for franchisen – han får dog nogle store sko at fylde ud, da det er mesteren Steven Spielberg, der har været instruktør på de sidste fire Indiana Jones-film, som har valgt at give faklen videre.

Ud over Harrison Ford kan vi se frem til helt nye ansigter i franchisen i form af bl.a. Phoebe Waller-Bridge og vores egen Mads Mikkelsen i rollen som nazi-skurken Jürgen Voller, der vil være filmens hovedskurk. Historien vil primært finde sted i 1969, men vil også, ved brug af de-aging-teknologi, tage os tilbage til 1944. Se traileren her.

Biografklub Danmark vil byde på titler for enhver smag

Biografklub Danmark vil i det kommende kvartal byde på hele tre kvalitetsfilm. Den 27. april lander den Oscar-nominerede film CLOSE. Filmen fortæller historien om brudte barndomsbånd, da den handler om det intense venskab mellem to 13-årige drenge, som pludseligt går i opløsning. Filmen vandt ‘Grand Prix’ i Cannes sidste år – prisen for festivalens bedste film. Desuden repræsenterede filmen Belgien i kategorien for bedste internationale film ved årets Oscar-uddeling. Se traileren her.

Den næste film i årets BKD-sæson vil stå i kærlighedens tegn med den romantiske komedie WHAT’S LOVE GOT TO DO WITH IT, der vil få premiere i landets biografer den 25. maj. Filmen dykker ned i forskellige kulturers forståelse og traditioner omkring kærlighed og ægteskab, hvilket vil tilføje en frisk vinkel til den meget elskede genre. Den hjertevarmende historie vil byde på masser af latter undervejs, mens den samtidig tager sig tid til at fejre kærlighed i alle dens former. Se traileren her.

I slutningen af andet kvartal, den 22. juni, vil biografgængerne blive inviteret ind i TOVES VÆRELSE i filmen af samme navn. Her vil vi blive introduceret til Tove Ditlevsen, hendes mand, deres husholderske og Klaus Rifbjerg. Paprika Steen og Lars Brygmann vil gentage deres roller fra teaterstykket, som filmen er baseret på, og spille deres livs roller. Den Oscar-nominerede instruktør Martin Zandvliet har overført teaterstykket til det store lærred. Der er endnu ikke udgivet nogen trailer til TOVES VÆRELSE.

Et adrenalin-pumpende kvartal med action-thrillere og superhelte

Adrenalinjunkier kan se frem til det næste kvartal, hvor biografen vil byde på alt fra store muskler og superheltekræfter til store eksplosioner. Den 13. april får efterfølgeren til den stærkt kritikerroste danske action-thriller Underverden fra 2017 premiere. I UNDERVERDEN 2 vil Dar Salim vende tilbage i rollen som Zaid, som i efterfølgeren bliver løsladt fra fængslet og går undercover for at infiltrere det københavnske bandemiljø. Se traileren her.

En anden efterfølger, som vil få premiere, er GUARDIANS OF THE GALAXY VOL. 3 med Chris Pratt og Zoe Saldana, som rammer de danske biografer den 3. maj. Tilbage i 2014 tog instruktøren James Gunn en gruppe af overvejende ukendte og misfornøjede karakterer fra Marvel Comics og forvandlede dem til elskelige superhelte med stor underholdningsværdi i den første film og dens efterfølger fra 2017. Nu samler James Gunn den populære gruppe af alternative rumhelte igen til et tredje og sidste Marvel-eventyr og en storslået finale. Se traileren her.

Marvels rivaler DC vil desuden nulstille hele deres univers med filmen THE FLASH den 14. juni. Filmen har været forsinket adskillige gange, bl.a. på grund af kontroverser og instruktørskifte, men ventetiden tyder på at være det værd, for ifølge flere kritikere er filmen “fantastisk”. Ezra Miller spiller den hurtige superhelt Flash i DC’s multivers-omspændende eventyr, der bl.a. vil bringe Michael Keatons Batman tilbage. Se traileren her.

Gamle kendinge vender tilbage og et nyt univers startes op

Børnefamilierne vil i andet kvartal være heldige, da biografprogrammet er fyldt med sjove, familievenlige film i alle genrer.

Børn vil elske, hvordan SUPER MARIO BROS. FILMEN den 5. april dykker ned i den verden og alle de karakterer, de kender fra Nintendo-spillene. Desuden vil de lidt ældre måske synes, det er sjovt med stemmebesætningen, der bl.a. inkluderer Jack Black, Seth Rogen, Anya Taylor-Joy og selvfølgelig Chris Pratt som Mario. Denne eventyrlige fortælling vil fortælle historien om de to italienske blikkenslagerbrødre Mario og Luigi, der udforsker det magiske ’Mushroom Kingdom’ for at redde den kidnappede prinsesse Peach. Se traileren her.

Det er mere end 30 år siden, at Den lille havfrue prydede det store lærred med sange som “Under the Sea” og “Part of Your World”. Disney-klassikeren er elsket af mange, og derfor er der store forventninger, når Disney på ny inviterer os med under havets overflade den 25. maj med live-action genindspilningen af DEN LILLE HAVFRUE. Filmen er baseret på det danske eventyr af samme navn fra 1837 af H.C. Andersen. Se traileren her.

Pixar er for alvor tilbage den 15. juni. Animationsstudiet bag Toy Story, Inderst inde og Monsters Inc. er klar til at tage os med på endnu et følelsesladet eventyr med den nye film ELEMENTÆRT. Denne gang vil animationsstudiet tage os med til en verden, hvor væsenerne er en af de fire elementer: ild, vand, jord og luft. Filmen fokuserer på de to indbyggere, Ember og Wade, som henholdsvis repræsenterer elementerne ild og vand. Filmen viser, hvordan de to karakterer lærer, at de har mere til fælles end de oprindeligt troede, til trods for de er fysisk og personlighedsmæssigt meget forskellige. Se traileren her.

Det næste kvartal byder derfor på alt fra superheltefilm, romantiske komedier til sandsynlige prisvindere. Vi hos Dansk Reklame Film ser dermed frem til fantastisk underholdning i det kommende kvartal, som endnu engang vil understrege det stærke biografmarked.