Biografens blockbuster-maskine: Marvel
I denne artikelserie dykker vi ned i forskellige genrer, franchises eller andre typer af film: hvad er det der gør dem til noget særligt, hvad differentierer dem fra andre typer af film, og hvorfor er de kommercielt interessante.
Tilbage i 2008 brød Nick Fury (spillet af Samuel L. Jackson) ind i Iron Mans slut-credit scene, hvilket fødte Marvel Cinematic Universe (MCU), der siden skulle vise sig at blive et af de mest ambitiøse Hollywood-projekter nogensinde. Tanken om at antyde opfølgere til blockbuster-film var ikke ny, men aldrig før havde man skabt flere parallelle filmfranchises, som alle henviser til hinanden. Marvel definerede således franchises på ny. Universets 28 film, inklusiv den seneste ANT-MAN AND THE WASP: QUANTUMANIA, har solgt flere end 5,5 millioner billetter i de danske biografer siden 2008 [kilde: FAFID] – mere end nogen anden international franchise i historien. Marvel-universet er derfor en rentabel og populær genre i biograferne.
Marvelites
Marvel-fandom er utvivlsomt en stærk kraft, hvor tusinder af danske fans køber billetter til de nyeste film på det store lærred. I Danmark har Marvel en bred demografi, hvor mænd (54%) udgør en større andel end kvinder [kilde: FilmMonitor]. 71% af publikummet er også under 35 år, hvilket er knap 40% højere end gennemsnit for alle P12+ film [kilde: FilmMonitor]. Dette er en vigtig og attraktiv målgruppe for mange annoncører, da de ofte har en større købekraft og er mere tilbøjelige til at bruge penge på produkter og services. Derimod udgør personer over 50 år kun 9% af publikummet [kilde: FilmMonitor]. Således er Millennials og Gen Z’ere den drivende kraft bag Marvels succes. Når Marvel de seneste år har bragt flere kvindelige karakterer og farvede superhelte til skærmen, kan franchisen vokse endnu mere og være med til at tiltrække et nyt publikum, der kan identificere sig med disse nye figurer og føje nye perspektiver til Marvel-universet.
Stort billetsalg og vilde åbningsweekender
Marvel-filmene har i mange år været kendt for deres massive billetsalg og position som den største blockbuster-franchise. Fra det øjeblik “Iron Man” blev udgivet i 2008, har MCU imponeret publikum med deres underholdende superhelteeventyr. Dette er tydeligt udtrykt for, at MCU er den mest succesfulde filmfranchise nogensinde med en indtjening på mere end 25 milliarder dollars globalt [kilde: Business Insider]. Marvel-film er også en af de største blockbuster-franchises i Danmark, hvor de har formået at tiltrække et imponerende antal biografgængere siden 2018 – over 2,8 millioner billetter solgt i Danmark siden 2018 [kilde: FAFID], hvilket er en tydelig indikator for deres popularitet i landet. Med disse imponerende tal vil det være oplagt for annoncører at drage fordel af Marvel-filmene for at nå ud til et stort og engageret publikum.
En films åbningsweekend er afgørende for dens succes, da de fleste film genererer omkring en tredjedel af deres samlede indtjening i løbet af denne weekend [kilde: Eller and Friedman]. I filmbranche-jargon bruger man ofte begrebet “multiplier”, som refererer til forholdet mellem en films samlede indtjening og indtjeningen i åbningsweekenden. En høj multiplier betyder, at en stor del af en films samlede indtjening kommer efter dens åbningsweekend, hvilket bl.a. kan skyldes god word-of-mouth, mens en lav multiplier indikerer, at størstedelen af en films samlede indtjening kommer fra dens åbningsweekend. Marvels univers er kendt for at have en stærk tiltrækningskraft og en dedikeret fanbase, som skaber store åbningsweekender ved udgivelsen af deres film. Faktisk tilhører den højeste åbningsweekend nogensinde en film fra Marvels store univers, AVENGERS: ENDGAME, med en indtjening på 1,2 milliarder dollars [kilde: Guinness World Records]. Disse store åbningsweekender kommer også til udtryk i universets udgivelser mellem 2018 og 2023 i Danmark, hvor Marvel havde en gennemsnitlig multiplier på 2,9 [kilde: FAFID]. Dette indikerer en dedikeret fanbase, som kan sikre Marvels fortsatte succes i filmbranchen. Marvels evne til at tiltrække et stort publikum og skabe en positiv buzz omkring deres film er en af grundene til deres succes og popularitet.
Flere nye Marvel-film i vente i år
Med nye karakterer og historier, der stadig venter på at blive udforsket, ser det ud til, at Marvel vil fortsætte med at dominere biograferne i mange år fremover. I løbet af resten af 2023 og 2024 kan fans over hele verden se frem til flere spændende film, der byder på endnu flere eventyr med deres yndlingssuperhelte. Fase fem blev skudt i gang med den seneste ANT-MAN AND THE WASP: QUANTUMANIA, og der er flere film fra fase fem på vej. Den 3. maj venter det tredje og sidste kapitel i den populære trilogi GUARDIANS OF THE GALAXY VOL. 3, der omhandler Marvel gruppe af alternative rumhelte og er særligt kendte for sin skæve humor og veloplagte retro soundtrack. Sidst på året, den 9. november venter THE MARVELS med Brie Larson der vender tilbage som Carol Denver aka Captain Marvel. Vi glæder os dermed til et væld af nye Marvel film, der hiver en stor og relevant målgruppe i biografen, til gavn for biografreklame annoncører.