Biografen har sund effekt på krop og sind
Biografen har længe været en del af vores kultur. Det er et sted, hvor mennesker samles for at se en film og blive underholdt, men det er også mere end det. I biografen bliver vi i højere fanget af historien og følelsesmæssigt engagerede, og dermed giver det en sund effekt på vores krop og sind, da vores hjerter bliver stimuleret.
En undersøgelse fra BBC i samarbejde med The Open University, der er udført med hjælp af biometriske sensorer, viser nemlig at når vi ser film i biografen sammen med andre, er vores følelsesmæssige reaktioner stærkere end hvis vi ser filmen alene. Hjerterytmen på undersøgelsens deltagere begyndte at synkronisere og matche filmens tempo og narrativ, og selvom de sad stille under hele forestillingen, kom deltagernes puls i en tredjedel af filmen ind i den "sunde pulszone" – hvilket svarer til 40 minutters motion af lav intensitet!
Derudover er biografen også et sted, hvor vi kan fordybe os og fokusere på en historie uden distraktioner. Ifølge BBC er man 33% mere fokuseret når man ser film på det store lærred, end når man ser film på små skærme. Biografen kan dermed være en pause fra vores daglige liv, hvor vi er konstant forbundet og bliver bombarderet med information fra vores telefon, tv og computer. Det er således et sted, hvor vi kan slukke for vores medier og drømme os ind i en anden verden, hvilket kan være godt for vores mentale sundhed.
Biografen er også en empati-maskine: Når vi ser film, kan vi sætte os i andres sko og opleve deres følelser. Det kan hjælpe os med at udvikle vores evne til at forstå andre mennesker og lære andre perspektiver. Når vi f.eks. græder under film, frigiver vores hjerne oxytocin, et hormon, der er forbundet med følelser af empati og medfølelse.
Biografen er derfor en oplevelse, der kan have en sund effekt på vores krop og sind - så næste gang du overvejer at se en film derhjemme på sofaen, kan det være en god idé at tage en tur i biografen i stedet. Få en visuel fordybelse i undersøgelsens resultater ved at se videoen om undersøgelsen lige her.