2022 slutter af med et brag når en global biografsensation endelig vender tilbage på det store lærred. Derudover kan du se frem til den helt store film-menu, som blandt andet tæller internationale blockbusters, nye danske filmperler til unge og voksne, samt hyggelige familiefilm. Vi samler her op på nogle af de største titler, som er premieresat i november og december. 

Avatar: Tilbage til planeten Pandora 

Efter at have ventet i mere end et årti, og der løbende har været sået tvivl om den længe ventede efterfølger overhovedet ville komme, vender ’Avatar’ efter 13 år omsider tilbage i de danske biografer den 14. december med AVATAR 2: THE WAY OF WATER 

Tilbage i 2009 blæste James Cameron publikum bagover med ’Avatar’, der slog alle billetsalgsrekorder, som blandt andet skyldes dets banebrydende brug af 3D, det overdådige visuelle univers og dens fremragende historiefortælling. Herhjemme solgte science-fiction-filmen også billetter i hobetal – knap 1.200.000 billetter, hvilket placerer den på en all-time top-5 over billetsalg. Selvom der er gået 13 år siden ’Avatar’ havde premiere, så ville det derfor være forkert at tro, at ingen bekymrer sig om universet længere, og mon ikke den kommende film vil gå lige så rent ind hos danskerne som forgængeren. 

Filmen vil ligesom originalen byde på stjernerne Sam Worthington, Zoe Saldana og Sigourney Weaver, og dertil tiltræder Oscar-vinderen Kate Winslet i en af de bærende roller. Handlingen udspiller sig mere end et årti efter begivenhederne under den første film og følger familien Sully, udfordringerne, der følger dem og kampene de må tage for at holde sig i live. 

En fortjent hyldest til T’Challa

I november vil den sidste film i Marvels fase 4 få premiere, når BLACK PANTHER 2: WAKANDA FOREVER rammer de danske biografer den 9. november. Filmen er efterfølgeren til Marvels første Oscar-nominering i kategorien Bedste film, men denne gang får produktionsholdet bag en svær opgave med at videreføre fortællingen oven på den tragiske død af hovedrolleindehaveren Chadwick Boseman. Mon ikke det dog lykkes at lave en film der ærer hans minde, samtidig med at Black Panther-ansvaret gives videre. Der forventes dog stor opbakning til filmen, og vi forventer, at den kan trække op mod 250.000 danskere i biografen og vanen tro vil være rigtig stærk i M15-39 segmentet. 

Den 22. december filmdebuterer Jesper & Julie med den anti-romantiske komedie ELSKER DIG FOR TIDEN. Mange vil nok nikke genkende til navnene, da det er duoen bag den populære ungdomsserie ’29’. Duoen vil stå både foran og bag kameraet i komediedramaet om den svære moderne kærlighed. Vi forventer, at det bliver endnu en Jesper & Julie succes med 150.000 billetter og med særlig høj affinitet hos kvinder. 

Satire vinder frem i Biografklub Danmark 

I det sene efterår og starten af vinteren venter der også to Biografklub Danmark-titler, som man kan se på det store lærred til halv pris, hvor filmene overvejende henvender sig til P30+-segmentet. FÆDRE OG MØDRE er den første titel, som lander i de danske biografer den 3. november.  Filmen danner rammen for Paprika Steens tilbagekomst i instruktørstolen efter hendes ubestridte publikumssucces ’Den tid på året’, der solgte over 300.000 billetter. Denne gang bliver de overengagerede skolebørnsforældre sat satirisk under lup. Der er tale om en stjernebesat rollebesætning der bl.a. tæller Nikolaj Lie Kaas, Jakob Lohmann, Rasmus Bjerg, Lise Baastrup og Katrine Greis-Rosenthal. 

Satiren fortsætter i de danske biografer måneden efter, hvor DEN GODE CHEF får premiere den 1. december. Filmen er et satirisk portræt af en arbejdsplads, hvor den Oscar-vindende skuespiller Javier Bardem fører an. Filmen har allerede vundet flere priser, og er desuden blevet Spaniens Oscar-kandidat. Filmen forventes at trække 120.000 danskere i biografen. 

Kom i julestemning i de danske biografer 

I vintermånederne er biografen også et yndet udflugtsmål for børnefamilierne, og den er klar til at lokke med et alsidigt udvalg af film. Der er mulighed for at komme i julestemning allerede i starten af november, når det tredje kapitel i JULEMANDENS DATTER får premiere den 10. november. Skuespillerne fra de to forgængere vender tilbage i deres roller i den nye film, der uden tvivl vil trække masser af juleglade børn og familier i biografen.  

Juleferien vil traditionen tro også byde på underholdning til familierne, når DEN BESTØVLEDE KAT OG ØNSKESTJERNEN får premiere den 22. december og vil præsentere et nyt eventyr i Shrek-universet. Den mælkedrikkende vovehals blev man først introduceret til i ’Shrek 2’, og nu får den orange kat sin anden solofilm, som efterfølger til Den bestøvlede kat fra 2011, der solgte knap en kvart million billetter. 

Der er altså store forventninger til biografårets sidste premierefilm, hvor store titler vil byde på fantastisk underholdning og tiltrække alle slags demografiske profiler ind til biografsæderne. Vi ønsker jer alle en tryg afslutning på året og god fornøjelse i biografen. 

Seneste nyheder

Bedste BioSpil-måned nogensinde

Bedste BioSpil-måned nogensinde

Det blev en helt fantastisk oktober måned i biografen på BioSpil-fronten, som endte med at slå rekord. Hele 73.373 biografgæster fandt nemlig mobilen frem og interagerede med BioSpil i oktober måned, hvilket gør det til den bedste BioSpil-måned nogensinde!  Den...

Dansk Reklame Film melder udsolgt på 12+ t.o.m uge 45

Dansk Reklame Film melder udsolgt på 12+ t.o.m uge 45

Dansk Reklame Film melder udsolgt på 12+ t.o.m uge 45, og vi forventer at uge 46 bliver udsolgt meget snart. Vi oplever stor interesse for vores fantastiske medie, og er glade og stolte over at have haft udsolgt de sidste 11 uger i træk fra uge 35 og frem. Efteråret...