Den Store Biografdag var igen i år en succes

Søndag d. 17. november 2019 præsenterede Nordisk Film Biografer i samarbejde med L’OR kaffekapsler dette års Den Store Biografdag for at fejre det fantastiske, magiske filmunivers, som de fleste af os tryllebindes af og elsker. Biograferne slog således dørene op for et publikum, der blev inviteret inden for i varmen til at se film på det store lærred for en flad 50’er. Der blev med andre ord skruet helt op for biografglæden og helt ned for priserne.

Den Store Biografdag er blevet rigtig populær blandt danskerne, og på selve dagen var der på landsplan hele 156.000 gæster i biografen. Det svarer til 3,5 gange flere end på en normal søndag i 2019.

Den Store Biografdag blev i år præsenteret i samarbejde med L’OR
Det høje antal gæster, der besøgte en af landets biografer i forbindelse med Den Store Biografdag, udgjorde desuden en unik eksponeringsmulighed. Derfor indgik vi hos Dansk Reklame Film i år et kommercielt samarbejde med L’OR kaffekapsler, som sponsorerede dagen i alle Nordisk Film Biografer.

Der blev således uddelt vareprøver på L’ORs kaffekapsler i samtlige Nordisk Film Biografer. Lagde man vejen forbi Nordisk Film Biografer i Field’s eller Lyngby, blev man tilmed mødt af en velduft af kaffe i udvalgte sale. Der blev i forbindelse med Den Store Biografdag nemlig afholdt et aroma-event, hvor såkaldte aroma-maskiner udsendte en forførende duft af kaffe.

Ydermere havde man som gæst i Nordisk Film Biografer Lyngby muligheden for at besøge L’ORs elegante VIP lounge, hvor man til lyden af brandets egne stemningsfyldte toner kunne udforske de forskellige kaffekapslers smage. Det var således muligt både at læse om de forskellige kapsler på plakater, få uddybende information fra samplingmedarbejdere og nyde en kop lækker, friskbrygget L’OR kaffe.

 

Om Den Store Biografdag
Dét, der især trækker folk ind i biografmørket, og som er kendetegnende for Den Store Biografdag, er billetprisen, som er ens for alle typer af forestillinger og sæder. Så uanset om man er til helaftensfilm, 4DX, 3D eller luksussæder, så er det den samme billetpris på 50 kr., der gør sig gældende, så alle kan få deres fuldendte biografoplevelse.

Hos Dansk Reklame Film har vi til formål at skabe den ekstraordinære reklameoplevelse for gæster, annoncører og samarbejdspartnere – og det er vores samarbejde med L’OR et rigtig godt eksempel på.

Hvis du ønsker, at jeres brand skal være synlig i foyeren eller i salene næste gang, der afholdes et event i en af vores netværkbiografer, så kontakt os hos Dansk Reklame Film for at høre om jeres mange forskellige muligheder.