Biografmediet klarer sig forrygende

I øjeblikket går det rigtig godt med billetsalget i biograferne over hele Danmark. I kølvandet på et i forvejen højt billetsalg i uge 40 og 41, blev der i efterårsferien solgt mere end 80.000 biografbilletter i gennemsnit pr. dag. Således blev der altså solgt 700.000 billetter samlet set over perioden fra lørdag d. 12. – søndag d. 20. oktober. Ikke alene betyder det, at der er blevet afsat 2,6% flere billetter sammenlignet med samme tidsperiode fra sidste år, men det gør også uge 42 til den stærkeste biografuge på året til dags dato. Lige nu er det i særdeleshed ”Joker”, ”Jagtsæson” og ”Downton Abbey”, der trækker publikum til de bløde, røde sæder.

Biografmediet har således fået en forrygende start på sidste kvartal af 2019 – og der er fortsat store forventninger til at dette år bliver rundet flot af med baggrund i et særdeles stærkt film line-up.

Denne vinter bliver der skrevet historie

I øjeblikket venter rigtig mange Star Wars fans i spænding på at den niende episode af filmsagaen udkommer. D. 18. december vil ”The Rise of Skywalker” lande i din biografs program som den sidste film i franchisen, der vil blive vist på det store lærred. 42 år efter den første Star Wars film udkom, bliver der nemlig nu sat det sidste punktum i historien om Luke Skywalker og co., der foregår i en fjern, fjern galakse for meget længe siden. Alene i vores netværk er det estimeret,
at filmen vil lokke op over en halv million danskere ind i biografmørket. Derudover får store film såsom ”Kollision”, ”Jumanji 2: The Next Level” og ”Frozen 2” premiere i løbet af de kommende måneder.

Biografklub Danmark slår rekord

Biografklub Danmark har dette år formået at slå sin egen rekord på antallet af medlemmer, der nu tæller 208.000 for sæsonen 19/20, som alle modtager rabatkuponer til 10 udvalgte film. Kun én gang tidligere har klubben passeret 200.000 medlemmer. Succesen skyldes især, at Biografklub Danmark har haft ekstra stort fokus på at få flere yngre medlemmer, og det har de opnået ved bl.a. at øge deres kendskabsgrad. Derudover har filmprogrammet de seneste sæsoner inkluderet titler, der i højere grad appellerer til bredere målgrupper.

Med ”Ser du månen, Daniel” og ”Downton Abbey” som de to første udkomne film, er barren for 19/20 programmet sat højt. Sæsonen er dog kun lige skudt i gang, og film line-up’et inkluderer yderligere 8 biograffilm, der endnu ikke har fået premiere. Forhåbentligt vil klubbens popularitet kun vokse yderligere og formå at trække endnu flere danskere, end hvad der allerede forventes at blive et højt antal, ind i biografsalene henover efteråret og vinteren.